Almen grammatik

Et udsagn eller en talehandling består af en række ord som udtales eller skrives efter hinanden. Når vi taler om grammatik, er det praktisk at dele et givet udsagn op i (hel-) sætninger. En helsætning er et udsagn der hviler grammatisk i sig selv. Den kan stå alene. Det er ikke givet at den kan forstås uden for sin kontekst (hvis vi fx ikke kender baggrunden for udsagnet), men vi kan erkende den grammatiske struktur og også forstå sætningen i kontekstuel sammenhæng.

 

Ordklasser

De basale byggesten til sætningen er ordene. Disse byggesten kan deles op i en række forskellige slags efter funktion, nemlig det vi til daglig kalder ordklasser. På dansk, og en række andre sprog, er det praktisk at operere med 10 ordklasser + en særlig ordklasse til ’at’ foran infinitiv. 

Herunder vil ordklasserne, visse af deres funktioner og ganske lidt af deres morfologi (bøjning) blive gennemgået. Dette er en almen grammatik, og de fleste eksempler er fra dansk grammatik. Hvis det du leder efter, er de særlige regler der gælder for dansk syntaks (ordføjning) og morfologi (bøjning), henvises du til en dansk grammatik. En sådan findes på dette websted under dansk morfologi og syntaks.

Ordklasser

 

 

 Verber (udsagnsord)

Mindstekravet til det vi kalder en sætning, er et verbum (udsagnsord). Fx er Kom!’ en sætning.  Forudsætningen for en talehandling, formuleret som en sætning, er altså verbet.  

Er det et verbum?

Hvis du er i tvivl om et ord er et verbum, prøv at sætte jeg  el. at foran. 

 Verber udtrykker en tilstand eller en handling, fx:

Hunden er sød (tilstand)

Hunden spiser  (handling)

 Verber  kan bøjes i tid

Hunden spiser

Nutid (præsens)

Hunden spiste

Datid (imperfektum)

Hunden har spist

Før nutid (Perfektum)

Hunden havde spist

Før datid (Plusquamperfektum)

 Læg mærke tid at disse betegnelser for tiderne er de danske snarere end de latinske. Det skyldes at selvom verbalsystemerne på række af de sprog vi normalt beskæftiger os med i det danske gymnasium, ligner hinanden noget, så er der dog forskelle på hvordan tiderne bruges relativt, og på hvilken del af en givet tidslinje tiderne dækker. Også andre sprog, fx fransk og spansk, anvender af samme grund egne betegnelser.  

Fordi vi som danskere er vokset op med dansk, tager vi disse tider for givne. Vi kan med andre ord dårligt forestille og andre tider. Men faktisk findes der masser af sprog der har helt andre tider, mange flere eller, som kinesisk, praktisk talt ingen.  

 Transitiv, intransitiv og kopulativ

Funktionsmæssigt kan verberne deles op i 3 grupper: Transitive, intransitive og kopulative:

Transitive verber er verber der har, eller kunne have, et objekt (genstandsled)

                           Hunden spiser maden

Intransitive verber kan ikke tage objekt

                           Den drømmer

Kopulative verber konstrueres med subjektsprædikat (omsagnsled). De sætter lighedstegn mellem subjektet (grundleddet) og subjektsprædikatet.

                           Hunden er en labrador

Det er ikke altid helt let at afgøre om et verbum er af den ene eller den anden slags. Fx kan en lang række intransitive verber konstrueres med objekter der ligger tæt på verbets betydningsmæssige indhold ( jeg drømte en drøm’, ’jeg tænkte en tanke). Men en analyse af sætningen vil i det konkrete tilfælde afgøre om verbet er at betragte som det ene eller det anden. 

Læs mere om verbernes mærkværdigheder under Tid, måde, person, tal og Form

Verber

 

 

Substantiver (navneord)

Substantiver defineres mest entydigt som: de ord der udfylder substantivernes rolle i sproget.

Substantiver betegner (1) konkrete ting og steder i virkeligheden eller fantasien (2) levende væsener (3) begreber.

bulletEksempel på ting og steder: hus, fartøj, printer, København, Nordjylland 
bulletEksempel på levende væsener: kvinde, trold, Frederik, mus, ven 
bulletEksempel på begreber: tankegang, kærlighed, dovenskab, sex

(Du bemærker at nogle af navneordene er skrevet med stort. Det er dem der udgør en særlig undergruppe som kaldes proprier ( af proprium = egennavn.)

Er det et substantiv?

Hvis du er i tvivl om et ord er et substantiv, prøv at sætte en el. et foran, eller prøv at sætte det i pluralis.

Skrives det med stort, er det et proprium 

På dansk var der oprindeligt 3 køn, men med tiden er hunkøn og hankøn faldet sammen til et køn fælleskøn, så vi i dag kun har to køn nemlig fælleskøn og intetkøn.

Substantiver bøjes  i bestemthed:

Fælleskøn

Intetkøn

Ubestemt form

Bestemt form

Ubestemt form

Bestemt form

sofa

sofaen

menneske

mennesket

time

timen

mod

modet

kærlighed

kærligheden

vejrlig

vejrliget

blyant

blyanten

skab

skabet

kanon

kanonen

brød

brødet

jul

julen

hjul

hjulet

Substantiver kan bøjes i tal:

Singularis

Pluralis

Ubestemt form

Bestemt form

Ubestemt form

Bestemt form

dag

dagen

dage

dagene

uge

ugen

uger

ugerne

måned

måneden

måneder

månederne

år

året

år

årene

 

Substantiv

 

 

Adjektiver ( tillægsord)

Adjektiver betyder også på latin ord der lægger sig til andre ord. Adjektiver kan lægge sig til substantiver, proprier og pronominer (stedord). Adjektiver beskriver egenskaber ved de ord de lægger sig til.

Der er 2 forskellige måder hvorpå et adjektiv kan optræde i sætningen. Det kan enten (1) lægge sig direkte til ord det knytter sig til (attributivt), fx

Vidunderlige København ( til proprium)

En sød pige ( til substantiv)

Eller det kan stå som prædikat (omsagnsled)(prædikativt), fx

København er vidunderlig

Hun er sød

Se mere om attributiv og prædikativ i den grammatiske encyclopædi www.almensprogforstaaelse.dk

Er det et adjektiv?

Kan det sættes i intetkøn? Kan det sættes i flertal? Lægger det sig til en substantivisk størrelse enten prædikativt eller attributivt?

Adjektiver kan bøjes i køn: En sød pige, et sødt smil

Adjektiver kan bøjes i tal: Pigen er sød, pigerne er søde

Adjektiver kan bøjes i grad:

Positiv (1. grad) Komparativ (2. grad) Superlativ (3. grad)
sød sødere sødest
intelligent intelligentere mest intelligent
anvendelig mere anvendelig mest anvendelig

Visse adjektiver gradbøjes uregelmæssigt ( fx stor, større, størst). Om man ønsker at gradbøje ved at tilføje -er og est eller med mere og mest, er et spørgsmål om stilistik.

 

Adjektiver
 

 

Adverbier (biord)

Adverbier kan være både temmelig fast og ret løst knyttet til andre led eller hele sætninger. De kan knytte sig til verber, adjektiver, adverbier og hele sætninger.

Adverbier siger noget om tid, sted, måde, grad eller om hele sætningen      

Tid Han kommer snart
Sted Hun bor hjemme
Måde Hun lo hjerteligt, Hun lo vanvittigt
Grad Peter er meget klog, Han er vanvittig(t) klog
Hel sætning Måske ses vi

Mange adjektiver kan omdannes til adverbier ved at tilføje -t

       Eks. En smuk sang à hun synger smukt

Ved gradsadverbier vælger man selv om man ønsker at tilføje -t ved adverbiumsdannelse. Ved mådesadverbier skal der tilføjes -t. Se ovenfor.

Nogle adverbier kan gradbøjes, fx tit, tiere, tiest

Er det et adverbium?

Hvis ordet hverken er prædikativt eller attributivt ( se under adjektiver) er det sandsynligvis et adverbium.

 

Adverbier

 

 

Pronominer (stedord)

Pronominer er ord der kan stå i stedet for substantiver og proprier.. I nogle tilfælde (demonstrative pronominer) anvendes pronominer til at påpege eller fremhæve substantiver

Pronominer kan deles op i følgende grupper

bulletPersonlige pronominer (personlige stedord), fx jeg, ham, vi, dem
bulletPossessive pronominer (ejestedord) fx min, hans, vores
bulletRefleksive pronominer (tilbagevisende stedord) sig, sin/sit/sine
bulletReciprokke pronominer (gensidigt tilbagevisende stedord) hinanden, hverandre
bulletDemonstrative pronominer (påpegende stedord) fx den, dette, begge
bulletInterrogative pronominer (spørgende stedord) fx hvem, hvad hvilken
bulletRelative pronominer (henførende stedord) der, som, hvis, hvilken
bulletIndefinitte pronominer ( ubestemte stedord) fx man, én, nogen

Denne opdeling i forskellige slags pronominer er ikke nødvendigvis gældende for alle sprog, men dækker, foruden dansk, også meget godt latin.

Er det et pronomen?

Kan du erstatte ordet med substantiv? Fremhæver det evt. et substantiv?

Pronominer

 

 

Prøv at indsætte præpositioner i den tekst: Klik her

Præposition (forholdsord)

Præpositioner er ord der anvendes til at angive sted, middel, retning o. lign, altså hvorfra, hvortil, ved hjælp af hvad osv. En klassisk måde at afgøre om et ord evt. kunne være en præposition er fluemetoden, som illustreret herunder

Alle de 'forhold' der kan være mellem fluen og kassen (fx Fluen bevæger sig over/under/mod/til/fra eller under kassen, er præpositioner.

Præpositionsforbindelser består af præposition + styrelse (substantiver, pronominer eller andre substantiviske størrelser som infinitiver (navnemåder) og hele sætninger).

Han bor i København + proprium
Lad os gå med Peter i byen + proprium +substantiv
Vi håber at bestå eksamen + infinitiv
Vi håber på at vi består eksamen + sætning

Præpositionsforbindelser er adverbialer. Dvs. de har samme grammatiske funktion i sætningen som adverbier.

I nogle sætninger indgår præpositionen i en tæt forbindelse med sætningens verbum, fx

Han ser op til sin træner

I sådanne tilfælde analyserer man formelt udtrykket som en præpositionsforbindelse, men det kan argumenteres at det giver bedre mening at sige at ser op til er verballed og sin træner er objekt

Præposition

 

 

Konjunktioner (bindeord)

Konjunktioner er ord der binder andre dele af sætningen sammen.

Der er to slags konjunktioner (1) sideordningskonjunktioner og (2) underordningskonjunktioner. Sideordning kaldes undertiden paratakse og underordning hypotakse. (se mere under sætningsanalyse)

Sideordningskonjunktioner forbinder to led eller sætninger af samme slags eller værdi, fx to hovedsætninger, to verber eller to substantiver, fx

 Han spiller tennis, og hun læser i en bog    (2 hovedsætninger)

 Han spiller tennis og går til fodbold           (2 verber)

Underordningskonjunktioner underordner ledsætninger (bisætninger) under helsætninger (hovedsætning) eller andre andre ledsætninger. Der findes mange forskellige slags underordningskonjunktioner, som inddeles i forskellig grupper efter brug og betydning. Eksempler på underordningskonjunktioner er: at, fordi, når, hvis  (Se mere under sætningsanalyse)

Konjunktioner

Artikler (kendeord)

Artikler anvendes til at angive om et substantiv står i bestemt eller ubestemt form. Artikler viser også tal og køn

 

Singularis (ental)

Pluralis (flertal)

Fælleskøn Intetkøn Fælleskøn intetkøn
Bestemt den det de de
Ubestemt en et
 

Foranstillet bestemt artikel anvendes kun når der til substantivet lægger sig at attributivt adjektiv. Ellers bruges efterstillet bestemt artikel. Se under substantiver ovenfor.

Artikel eller demonstrativt pronomen?

Oversæt sætningen til engelsk. Hvis den mest naturlige oversættelse er med den engelske bestemte artikel the, er der sandsynligvis tale om artikel også på dansk. Oversættes mere naturligt med that, this, these el. those er der sandsynligvis tale om demonstrativt pronomen

Masser af sprog har ingen artikler, fx latin og swahili.

Artikler

 

 

Numeralier (talord)

Talord angiver (mængdetal) og rækkefølge (ordenstal)

Mængdetal: 1, 2, 3, 333, tyve

Ordenstal: Første, femte, firsindstyvende

Numeralier

 

 

 

Øv dig i ordklasserne
Øv 1 Øv 2 Øv 3
Øv 4 Øv 5 Øv 6
Øv7 Øv8 Øv9

Interjektioner (udråbsord)

Interjektioner indgår ikke i en normal sætningsanalyse. Principielt optræder interjektioner kun i direkte tale.

Eksempler på interjektioner: hej, av, fy, hurra, olé

 

Interjektioner

 

 

Vil du øve dig i de latinske betegnelser for ordklasserne så tryk her

Infinitivsmærke (at)

Infinitivsmærket at findes kun i forbindelse med infinitiv (navnemåde).

Det er vigtigt ikke at forveksle infinitivsmærket at med konjunktionen at. Der er aldrig komma foran infinitivsmærket, men der kan være komma foran konjunktionen. Fx

Du må se at få lavet lektier (infinitivsmærke)

Jeg kan se(,) at du har læst dem (konjunktion)

Er du i tvivl, oversæt til engelsk. Infinitivsmærket oversættes med to, konjunktionen med that.

 

Infinitivsmærke

 

 

Sætningsanalyse

En helsætning består af ord, som vi lige har delt op i en række forskellige klasser. Når man skal analysere en sætning, er det imidlertid ikke nok - og somme tider ikke særligt forklarende - udelukkende at se på sætningens ord, for de forklarer ingenlunde altid hvordan sætningen er skruet sammen, og hvordan den skal forstås.

 

Sætningsled og syntaks

Så i stedet analyserer man sætningen ved at dele den op i sætningsled (syntagmer).  Sætningsled er enkeltord, rækker af ord og hele ledsætninger der hænger sammen i de strukturer der udgør sprogets syntaks. Syntaks kan altså defineres som  de regler der gælder for ordenes indbyrdes placering i kombination med ordnes morfologi (bøjning).

Der er ingen principiel øvre eller nedre grænse for antallet af sætningsled som sproget kan deles op i, men nedenstående 7 sætningsled dækker meget godt de fleste sprog og er dem der traditionelt anvendes til sætningsanalyse af de sprog der undervises i i gymnasiet.

Herunder er der en lynoversigt over sætningens led. Under oversigtet er der en mere indgående gennemgang af hver enkelt gruppe.

syntaks

Betegnelse

Tegn

Beskrivelse

Eksempel

VERBALLED (udsagnsled)

Man kan sætte ’jeg’, ’han’ el. ’jeg’ foran ordet.

Hunden bider

SUBJEKT (grundled)

Spørg om hvem/hvad der foretager handlingen. Prøv at sætte ’jeg’ ind i stedet

Hunden bider

SUBJEKTSPRÆDIKAT

(omsagnsled til grundled)

Findes ved kopula, dvs. verber der fungerer som en slags lighedstegn

Hunden er en labrador

(AKKUSATV-) OBJEKT (genstandsled)

Spørg ’hvem/hvad’ + verballed + subjekt

Hunden spiser maden

OBJEKTSPRÆDIKAT

(omsagnsled til genstandsled

Findes ved verber af typen ’kalde/anser for’ o. lign. Sætter lighedstegn mellem objekt og objektsprædikat

De kalder hunden Trofast

DATIVOBJEKT (hensynsled)

Spørg ’til hvem/hvad’ + verballed + subjekt + objekt

De giver hunden mad

ADVERBIALLED (biled)

Angiver tid, sted, måde, grad, mm

Hunden spiser maden hurtigt

PRÆP. FORBINDELSE

(forholdsordforbindelse)

Er en underafdeling af adverbialled

Hunden spiser maden i haven

Substantiver, proprier, pronominer, infinitiver og ledsætninger (se senere under ledsætninger) kan være subjekt, objekt, subjektsprædikat og objektsprædikat. Substantiver, proprier og pronominer kan være dativobjekt. Adverbier, præpositioner + styrelse og visse ledsætninger er adverbialled/adverbialer. Undertiden kan en præpositionsforbindelse være tæt knyttet til fx et substantiv, og i sådanne tilfælde har den nærmest adjektivisk funktion.

Kun verber kan være verballed.

Bemærk at både adverbialled og præpositionsforbindelser anvender tegnet bølgestreg.

En sætning analyseret med kryds og bolle kan fx. se sådan ud:

 

Kryds og bolle

Måske

har

Louise

givet

hunden

kattens mad

i en skål

  

       

Adv.

verb.

subj.

verb.

dativ obj.

akk. obj

præpositionsforbindelse

Eller sådan: (med objektsprædikat)

Eleverne kaldte den nye lærerinde Tude Marie
                    
Subjekt verballed akkusativ objekt objektsprædikat

Eller sådan ( med subjektsprædikat)

Han har altid været en blød mand
Subjekt verballed adverbium verballed subjektsprædikat
  Det bemærkes at sætningsledene undertiden består at flere ord der er knyttet tættere sammen og består af kerneled med underordnede bestemmelser ( fx. kattens mad og den nye lærerinde herover) Sådanne sætningsled kaldes undertiden syntagmer. Om en ordgruppe udgør et syntagme eller ej, afgøres lettest ved at forsøge at flytte kerneleddet og se hvor meget der følger naturligt med.

Gibbon har skrevet det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang

Det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang har Gibbon skrevet

Det er tydeligt at Det berømte storværk om det romerske riges forfald og undergang udgør en grammatisk enhed, et syntagme

Syntagme

 

 

Verballed

Verballeddet angiver sætningens handling eller fungerer som kopula, (dvs. sætter en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjekt og subjektsprædikat). Kun verber kan være verballed.

Verberne bøjes i tid. (se ovenfor under verber)

 

Verballed

 

Øv dig i at finde subjektet Klik
Subjekt

Subjektet findes ved at spørge om 'hvem/hvad' der udfører handlingen. Du kan prøve at  sætte jeg eller vi ind i sætningen i stedet for det du tror er subjekt. fx

Eleverne læste omhyggeligt deres lektier
Pludselig så han ud af øjenkrogen en pistol
jeg byde dem et kirsebær?
Paven vælges af kardinalerne

Subjektet står i nominativ

 

Subjekt

Find subjektsprædikatet

Klik her!

Subjektsprædikat

Subjektsprædikat findes kun i forbindelse med kopulativt verbum. Det er verber der fungerer som en slags lighedstegn eller ulighedstegn mellem subjektet og subjektsprædikatet. En sætning med kopula og subjektsprædikat siger med andre ord at subjektet er mere eller mindre identisk med subjektsprædikatet.

Kopulative verber er verber som være, synes, ligner, kaldes o. lign. fx

Han ligner en druknet kat (han=druknet kat)
Jensen har været direktør (Jensen=direktør)
Er du ikke bange? (du=bange)
Jens synes at være blevet kaldt dum i skolen ( Jens= dum)

Subjektsprædikatet findes ved at spørge 'hvem/hvad' + verbum + subjektet

Subjektsprædikatet står i nominativ. (En undtagelse fra denne regel er udtryk af typen: Det er mig,  hvor det på danske ville lyde helt skævt at sige Det er jeg. På engelsk hører man både It's me og It's I.)

 

Subjektsprædikat

Objekt el. akkusativobjekt

Objektet peger på genstanden for handlingen.

Objektet findes ved at spørge 'hvad/hvem' + verballed + subjekt

 
Præsten slår sin kone ( 'hvem' slår præsten? = sin kone)
Han nægtede at parere ordre ('hvad' nægtede han? = at parere ordre
Lisbet ignorerede den nye lærers mange formaninger ('hvad' ignorede Lisbet? = den nye lærers mange formaninger
Hvad har han gjort? ('hvad' har han gjort? = hvad.

Objekt

 

Objektsprædikat

Objektsprædikat findes kun i forbindelse med ganske bestemte verber ( fx. anser for, kalder) der sætter lighedstegn mellem objektet og objektsprædikatet.

Objektsprædikat findes ved at spørge 'hvad' + verballed + subjekt + objekt

Jeg kalder min hund Trofast (hund=Trofast)
H.C. Andersen har kaldt at rejse for at leve ( at rejse= at leve)
Jeg har Tuborg som mit favoritmærke ( Tuborg=favoritmærke)
Hvem anser du for den bedste fodboldspiller ( bedste fodboldspiller=hvem?

Bemærk at hvis man skriver en sætning med objektsprædikat om til passiv (se under passiv senere), så bliver objektet til subjekt og objektsprædikatet til subjektsprædikat.

Vi anser ham for den bedste hockeyspiller => Han anses for den bedste hockeyspiller

Objektsprædikat

Øv dig i et finde dativobjektet

Klik her

 

Dativobjekt

Dativobjekt kalder undertiden også indirekte objekt.

Dativobjekt peger på hvem/hvad der gives noget til, hvem der er modtageren af  verbets handling.

Dativobjektet findes bedst ved at spørge 'til hvem/hvad' + verballed + subjekt (+ objekt), eller simpelthen 'Hvem fik + objekt?'

Eleven gav læreren et æble (Hvem fik et æble? = læreren)
Hvem gav du pengene?( Hvem fik pengene?= hvem)
Hvem gav dig pengene? (Hvem fik pengene?= dig)
Staten har ydet de ramte områder økonomisk hjælp ( Hvem fik hjælp?= de ramte områder)

Dativobjekt

Adverbialled

Adverbialled angiver tid, sted, måde, grad, mm.

Adverbialled lægger sig til verber, adjektiver, andre adverbier eller hele sætninger.

Se mere under adverbier.

Adverbialled

Øv dig i analyse
41 sætninger (lette)
Øv 1 Øv 2 Øv 3
Øv 4 Øv 5 Øv 6

Præpositionsforbindelser

En præpositionsforbindelse består af en præposition ( se under præpositioner eller i den grammatiske encyclopædi) og en styrelse. Styrelsen er den størrelse som præpositionen relaterer til andre elementer i sætningen. Præpositionsforbindelser betegner m.a.o. forhold mellem størrelser.

Præpositionsforbindelser er normalt adverbialled. Under visse omstændigheder kan præpositionsforbindelser tæt knyttet til andre led i sætningen og kan opfattes mere meningsfuldt som adjektiviske eller som del af et sammensat verbum.

Dronningen bor i København ( rent adverbialled om sted)
Hvad siger manden på gulvet ('på gulvet' lægger sig næsten adjektivisk til manden)
Han ser op til sin træner ('ser op til' fungerer som verbum. 'Træner' bliver objekt)
Direktøren kunne ikke svare på stående fod  ( adverbielt om tid/måde)

Præpositioner der styrer sætninger, fungerer principielt som andre præpositionsforbindelser:

Direktøren kunne ikke svare uden at han havde forberedt sig (adverbielt)

Præpositionsforbindelser

 

 

 

På engelsk kan præpositioner, i modsætning til på dansk, ikke stå foran infinitiver og sætninger.

 

Mere om verber

Finitte og infinitte former

Verbernes former kan opdeles på flere forskellige ledder. En praktisk inddeling er at skelne mellem finitte (sætningsdannende) og infinitte (ikke-sætningsdannende) former. De finitte former er altså de former der kan stå som verballed i en sætning, og som knytter sig til et subjekt (evt. et underforstået subjekt) i en neksus. Finitte former står i tid. Infinitte former kan ikke alene være verballed, men kan godt være en del af et sammensat verbum sammen med en finit form. På danske er de infinitte former følgende: infinitiv, præsens participium og perfektum participium. På latin findes derudover: futurum participium, 1 og 2 supinum, gerundium og gerundiv, perfektum infinitiv og futurum infinitiv.

På dansk findes der kun 3 finitte former, nemlig nutid (præsens indikativ), og datid (imperfektum) og bydenåde (imperativ). De øvrige tider på dansk dannes ved hjælp af hjælpeverber + infinitte former

Herunder kan du se eksempler på et verbum (køre) i alle dets former (- konjunktiv) De finitte er skrevet med grønt, de infinitte med rødt.

 
Han kører i en gammel spand (præsens)
Jensen kørte på arbejde kl. 9.15 (imperfektum)
Hvem har kørt min hund ned? (perfektum= hjælpeverbet har + perfektum participium)
Han var kørt inden middag.(plusq. perf.= hjælpeverbet var + perfektum participium)
Han elsker at køre bil.(infinitiv)
Han kom kørende (præsens participium)
Han målte de kørte kilometre (perfektum participium som adjektiv)
Kør til bageren og køb rundstykker (imperativ)
 

Tid, måde, person, tal og form

Modus el. måde og aspekt

Verballeddet i en sætning står altid i finit form,  med eller uden hjælpeverbum. Desuden står verbet altid i måde (modus). På dansk findes 3 måder (modi) : indikativ, imperativ og konjunktiv. Indikativ, som er langt den almindeligste, kaldes også fremsættende måde. Stort set alle de verballed du finder i denne tekst, står i indikativ. Imperativ hedder på dansk bydemåde og bruges i befalinger (fx. Kom!.Se lige her! Understreg de vanskelige ord!) Konjunktiv findes kun i ganske få stivnede former ( fx. Jensen længe leve)

På andre sprog (fx. latin) findes konjunktiv i næsten alle de samme tider som indikativ. Konjunktiv har på latin en lang række funktioner, men fælles for dem er at konjunktiven angiver at handlingen forholder sig mindre faktuelt til virkeligheden end indikativ, fx at konjunktiven udtrykker at der er tale om et ønske, en forestilling, en betinget situation osv.

Vi forestiller os også normalt at verbets tid er det eneste væsentlige, men faktisk findes der masser af sprog hvor verbets aspekter er lige så vigtige .Aspekt betyder synsvinkel og angiver altså den synsvinkel ud fra hvilken handlingen betragtes. På latin er forskellen på imperfektum og perfektum ikke som på dansk først og fremmest tidsfølge, Imperfektum angiver at handlingen er uafsluttet i fortiden, medens perfektum angiver at handlingen er afsluttet. Et eksempel på aspekt er forskellen på fx I smoke’ og I am smoking’ som jo begge er præsens, men med forskellig aspekt. Eksemplet i skemaet ovenfor (Han kom kørende) kan man med rimelighed kalde aspekt. På andre sprog findes andre eksempler på aspekt. På swahili fx findes en tid (-ka-tid) som angiver fortællende aspekt uden at forholde sig til tiden.

Andre sprog uden for den indoeuropæiske sproggruppe deler verbernes tider op på helt andre måder. Det er ingenlunde altid klart om der er tale om modus eller aspekt. Men alle sprog kan, som nævnt, udtrykke det de har brug for.

At dansk er så fattigt på morfologisk konjunktiv og aspekt,  betyder ikke at dansk ikke kan udtrykke en lang række måder og aspekter. Men i stedet for at ændre det enkelte verbums former anvender dansk forskellige verber, især modalverber (mådesudsagnsord) og forskellige former for partikler og (modal-) adverbier.

Herunder er der anført nogle eksempler på hvordan dansk kan udtrykke måde og aspekt

Jeg vil leve  
Jeg burde leve  
Jeg kan leve  
Jeg lever jo  
Jeg leve  
Lad mig leve  

Udtrykkende har selvfølgelig tilfælles at de alle handler om at leve, men de er forskellige i kraft af tilgangen til det at leve. De inddrager forskellige aspekter.

Person og tal 

På dansk bøjes verberne ikke i person og tal. De gør de derimod på latin, italiensk, spansk, fransk, tysk, engelsk (kun i begrænset omfang) og på (fx) tyrkisk. Det betyder selvfølgelig ikke at vi ikke kan udtrykke hvilken person (1,2 eller 3) og hvilket tal (singularis eller pluralis) der foretager handlingen. Vi gør det blot ved at stille et passende subjekt op.

Personendelser plejer vi at kalde dem fordi de på de sprog vi plejer at undervise i i Danmark, kommer til sidst. Det er ikke en naturlov. Herunder kan du se 'personendelser' på latin, tyrkisk og swahili ( verbet elske)

  Dansk Latin Tyrkisk Swahili
1 person, sing Jeg elsker amo seviyorum ninapenda
2 person, sing Du elsker amas seviyorsun unapenda
3 person, sing Han elsker amat seviyor anapenda
1 person, plu. Vi elsker amamus seviyoruz tunapenda
2 person, plu. I elsker amatis seviyorsunuz mnapenda
3 person, plu. De elsker amant seviyorlar wanapenda

Dette er selvfølgelig kun  lidt af sandheden. Både tyrkisk, latin og swahili opererer også med andre endelser/præfikser/markører.

 

 

Finit og infinit

 

 

 

 

Om konjunktiv, indikativ og imperativ, se herunder

 

Tid, måde, person, tal og form

 

 

 

 

 

 

Aspekt

 

 

Person og tal
Aktiv og passiv (Diatese  el. form )

På dansk kan verberne bøjes i aktiv og passiv ( dansk: handleform og lideform). De passive former dannes ved at tilføje -s (kun til præsens, imperfektum og infinitiv) eller ved at omskrive ved hjælp af hjælpeverbet 'blive' (de øvrige tider)

I en passiv sætning er det subjektet der en genstand for handlingen. Det vil sige at objektet er gjort til subjekt efter følgende formel: ( N= substantivisk størrelse, pp= perfektum participium))

N1  + (verbum+ tid) + N2 àN2 + ('blive'+ tid) + (verbum +pp) + 'af' + N1

fx: Manden tævede katten à  Katten blev tævet af manden

N1  + (verbum+ tid) + N2 àN2 + (verbum +tid + 's') + 'af' + N1

fx  Manden tævede katten à  Katten  tævedes af manden

På dansk ser tiderne i passiv således ud:

Aktiv og passiv

  Aktiv Passiv
Præsens Hunden spiser maden Maden spises/bliver spist( af hunden)
Imperfektum Hunden spiste maden Maden spistes/blev spist (af hunden)
Perfektum Hunden har spist maden Maden er blevet spist (af hunden)
Plusquamperfektum Hunden havde spist maden Maden var blevet spist (af hunden)
Og i infinitiv Hunden kan spise maden Maden kan spises/blive spist (af hunden)
 
Øv dig i de latinske betegnelser for verberne: Klik her!
Engelsk, fransk og italiensk danner ikke morfologisk passiv (altså passiv ved at tilføje særlige personendelser), men omskriver med hjælpeverber. Latin danner passiv vha personendelser i præsenstiderne (præsens, imperfektum og futurum) med omskriver i perfektumstiderne.

Swahili danner passiv, ikke ved at ændre personendelserne ( som står forrest i verberne), men ved at indsætte et infiks( w eller lew) i verbet. Fx. ninapiga (jeg slår ) ninapigwa (jeg bliver slået) Kuoa betyder 'at tage til ægte' (manden er subjekt) kuolewa betyder 'at blive taget til ægte' (kvinden er subjekt)

 

 

Helsætninger og ledsætninger

 
 

Sætning: En sætning består af et eller flere ord/led der indgår i en grammatisk forbindelse. Minimumskravet til en sætning er et verballed. Fx er ’Kom!’ en sætning. Men de fleste sætninger indeholder på dansk mindst et subjekt og et verballed. I sprog hvor subjektet kan være indeholdt i verballeddet (fx latin, spansk og italiensk) er sætninger bestående af kun et verballed almindelige. Der er principielt ingen øvre grænse for en sætnings længde.

Traditionelt skelner man mellem hoved- og bisætninger. I dag er det imidlertid almindeligt at bruge betegnelsen helsætning om en sætning der ikke er led i en anden sætning, og betegnelsen ledsætning om en sætning der indgår som en del af en overordnet helsætning.  Ønsker man at tale om det der er tilbage når man har fjernet ledsætningerne, kan man anvende udtrykket helsætning, hovedsætning eller helsætningsrest. I helsætningen herunder er hovedsætningen understreget.

              Hvis du ringer i morgen, fortæller jeg dig hvad han har sagt

Hele udtrykket er en helsætning. Hvis du ringer i morgen og hvad han har sagt er ledsætninger( henholdsvis adverbiel og substantivisk). Fortæller jeg dig er helsætningsrest eller hovedsætning.

En næsten ufejlbarlig måde at kende forskel på ledsætninger og helsætninger (og helsætningsrester) er at indsætte det nægtende ord ikke i sætningen. Hvis ikke kommer før verballeddet (det finitte verbum), er sætningen en ledsætning. Hvis ikke kommer efter verballeddet, er det en helsætning. Hvis vi sætter ikke ind i eksemplet ovenfor, får vi følgende lidt akavede udtryk:

Hvis du ikke ringer i morgen, fortæller jeg ikke hvad han ikke har sagt
ikke før verballed ikke efter verballed ikke før verballed

Ledsætninger kan opdeles i substantiviske, adjektiviske og adverbielle ledsætninger. En substantivisk ledsætning er en ledsætning der fungerer som  subjekt, objekt, prædikat, styrelse for en præposition  i den overordnede sætning. Adjektiviske ledsætninger fungerer som adjektiv. De fleste adjektiviske sætninger er relativsætninger. Adverbielle ledsætninger fungerer som adverbialer i den overordnede sætning.

                  Han sagde at han havde læst sine lektier. (substantivisk = objekt)

                 At det forholder sig sådan, er jo indlysende (substantivisk = subjekt)

                 Ingen kan lide en der snyder. (adjektivisk, attributivt til 'en' )

                 Da han kom hjem, var alle gæsterne gået. (adverbiel, tidsadverbium)

                 Jeg gør det kun hvis du betaler (adverbiel, betingelsessætning)

Undertiden kan det være hensigtsmæssigt, især i forbindelse med sætningsanalyse på tysk og latin og i forbindelse med oversættelse, at dele ledsætninger op i en række forskellige typer, som de fremgår af nedenstående skema:

 

 

Ledsætningstyper

Eksempler/markører

Kommentarer

Genstandssætning

Tyven sagde (at) han slet ikke havde været i huset

Genstandssætninger er substantiviske
Subjektssætning At der var drukket champagne, kunne ses af regningen Subjektssætninger er substantiviske

Relativsætning

Det er en fordom (som) jeg er stolt af (se også relativsætninger herunder)

Relativsætninger er adjektiviske

Spørgende

Jeg spurgte Søren hvor han havde været

substantiviske, også kaldet interrogativ

Betingelsessætning

Hvis du ikke udfører arbejdet, får du ikke din løn

Adverbiel, også kaldet konditional

Indrømmelsessætning

Selv om prisen var steget, købte jeg den alligevel

Adverbiel, også kaldet koncessiv

Følgesætning

Han drak sig så fuld (så at) han faldt ned af stolen

Adverbiel, også kaldet konsekutiv

Hensigtssætning

Hun har kun gjort det for at alle skal blive imponerede

Adverbiel, også kaldet final

Tidssætning

Når mor kommer hjem, fortæller jeg hende det hele.

Adverbiel, også kaldet temporal

Sammenlignede sætning

I bør opføre jer således som I er blevet opdraget til

Adverbiel, også kaldet komparativ

Årsagssætning

Han har kun gjort det fordi hun er rig

Adverbiel, også kaldet kausal
Øv dig i at bestemme sætningstyper

Klik her

 

Specielt om relativsætninger

Relativsætninger (henførende sætninger) er sætninger indledt med et, eventuelt udeladt, relativt pronomen. Relative sætninger er ledsætninger og har adjektivisk funktion (dvs. de lægger sig til substantialer)

Relativsætninger kan deles op i to slags: 1. parentetiske relativsætninger og 2. bestemmende relativsætninger.

Parentetiske relativsætninger er karakteriseret ved at kunne udtages af den overordnede helsætning uden at denne i væsentlig grad ændrer betydning eller karakter. Den relative sætning er at betragte som et stykke ekstra information der ligger ud over den øvrige information i helsætningen og ikke udgør en integreret del af denne. En god måde at afgøre om en sætning er parentetisk eller bestemmende, er at forsøge at indsætte ’for øvrigt’ i den relative bisætning. Hvis det virker naturligt er sætningen sandsynligvis parentetisk.

Eks. Bestemmende:

Den (,) der ikke sparer, bliver aldrig rig.

Hun er glad for den ring (,) han gav hende.

Er der to (,) der står sammen, så er det de Konservative og Venstre

Parentetisk:

Præsidenten, der lige var vendt hjem fra Kina, mødte pressen i det ovale værelse.

Når du kommer til byen, så besøg også kirken, som er fra det 12. årh.

Undertiden er sådanne sætninger tvetydige. Hvad betyder f. eks. denne sætning:

Bønder (,) der har alt for store grisefarme, udgør en trussel for miljøet.

Enten betyder den: Bønder har gennemgående for store grisefarme og udgør derfor en trussel (Parentetisk). Eller også betyder den: Det er kun de bønder hvis grisefarme er for store, der udgør en trussel. (Bestemmende)

Eller:

De Konservative(,) der drikker som svin, er ikke værdige til at sidde i folketinget

Ifølge de nye kommeregler kan der sættes komma foran bestemmende relativsætninger. Foran parentetiske relativsætninger skal de sættes komma. For en mere udtømmende redegørelse for dansk kommatering henvises til www.almensprogforstaaelse.dk/dokumenter/kommaregler.htm

 

 

     
 

Læs mere

Her slutter den korte gennemgang af almen grammatik. En række af de begreber og termer vi har set på her, kan du finde mere om andre steder på www.almensprogforstaaelse.dk

Her findes

bullet

Denne almene grammatik

bullet

En grammatisk encyklopædi (et lille leksikon der definerer en række grammatiske begreber.)

bullet

En dansk morfologi (formlære) og syntaks (ordføjningslære)

bullet

En lille sproghistorie

bullet

Et par sider om kommatering, bl.a med link til Dansk Sprognævn

bullet

En  introduktion til almene sprogstudier

bullet

En latinsk morfologi

bullet

Et program til indøvelse af de latinske verbers former ( Lativerb)